Kvinden i Buret – Jussi Adler-Olsen

jussi

Jussi Adler-Olsen er noget af en in forfatter i øjeblikket. Det virker som om han spyr krimier ud hurtigere end læserne kan nå at læse dem. På den ene side er det imponerende med så produktivt en forfatter, hvor Jussi Adler-Olsen er en blandt mange, men samtidigt får det mine fordomme- klør frem til angreb. Bliver det ikke hastværkslitteratur, der blot læses og smides væk? Og er dette ikke symptomatisk for dagens Danmark (og resten af den vestlige verden)? Inden jeg begiver mig for langt ud af denne omend interessante tangent, må jeg rette fokus på “Kvinden i buret”.

Med “Kvinden i buret” bliver grundstenen lagt til en ny serie om Afdeling Q, der beskæftiger sig med sager af særlig bevågenhed, ledet af Carl Mørck, der på alle måder fremtræder som en rå, utilnærmelig sorteper. Efter en tragisk hændelse i tjenesten, der efterlader en kollega død og en anden lænket til sin seng, fremstår Carl Mørck som den, der slap for store fysiske skader, men til gengæld fik de psykiske. Hertil lægges, at Mørck i forvejen hverken var venlig, sympatisk eller autoritetstro. Som hovedperson i en krimi er han næppe særlig original eller overraskende, men han virker med hans finurlige betragtninger og grove iagttagelser.

En lige så stor rolle spiller kvinden i buret: offeret, den forsvundne politiske kronprinsesse Merete Lynggaard, der det ene øjeblik er en gav, populær folketingspolitiker og tro søster og det næste øjeblik fratages hele sin identitet ved at blive buret inde i en længere periode i en tom celle. Min første indskydelse var, hvem ville oppebære de omkostninger og besværligheder, en indespærring over længere tid må indbefatte? Hvilke motivation kunne ligge bag? Er det overhovedet tilnærmelsesvist realistisk? Desværre har dagspressen besvaret min spørgsmål senest med en sag vedrørende indespærring fra USA. Og hvad er egentlig forskellen mellem denne type indespærring og statens tvangsudøvelse med fængsler?

Den mest interessante person i “Kvinden i buret” er i min mening Assad, der er Mørcks kontormedhjælper og chauffør, der serverer for sød te og høre fremmedlandsk musik og samtidig hurtigt sætter sig ind i sagerne, ved hvordan man håndtere en springkniv og formår på ydmyg, men bestemt vis at lede Mørck ind til sagens kerne. Detektiven må indse, at hans nærmeste hjælper ikke blot har en anden kulturel og historisk baggrund og derved indgangsvinkel, men også at han slet ikke er den, han giver sig ud for at være. Et tiltalende personlighedstræk ved Assad er balancen mellem dumdristighed og tilbageholdenhed, der skinner igennem såvel hans handlinger som hans replikker.

Vil jeg anbefale “Kvinden i buret”? Ja, absolut. Bogen hæver sig over niveauet for mange udspyede krimier og krimilæsere vil nyde den. Det sagt er jeg ikke gået igang med den næste Jussi Adler-Olsen roman. Det kan ikke udelukkes, at jeg gør det; den vil være oplagt til drømmesengen i solskin eller sofaen på en regnvejrsdag.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.